Raspe klækkes

Wyvernungen Raspe er klækket d. 28.09.1396!

Og nu skjuler vi os så de ikke ser os, Klikker! ... ... Klikker?

En person bærer altid en del af sig selv i sine lommer.

Tilsæt en dråbe gift fra en baby wyverns brod fortyndet i vand for et stærkt bidrag til dine gryderet.

Kun fugle er glade for mavesten!

En wyvern er lidt som en sten, Klikker. Simpel på overfladen, men de kan bære på mange unikke træk, hvis man ser efter.

14.09 - 26.09.1396DR Stod tidligt op og mødte Fr. Kenia, som tog mig med ud at besøge hendes druide enklave et sted mod øst. Det tog to dage at finde vej dertil, godt at Kenia kender skoven så godt, for jeg var i hvert fald helt konfundus. Hun fortalte mig en helt masse om skoven mens vi rejste, men jeg tror desværre jeg har glemt det meste igen. Forhåbentlig lidt hænger ved. I enklavet mødte jeg Hr. Fenpeiros. Ham og hans slæng er lidt spøjse, de bor inden i nogle store sten. Ikke en hule, nej! Det er bare en sten! Jeg gad vide om den er hul, jeg prøve at banke på en af dem på et tidspunkt, hvor ingen kiggede (for jeg vidste ikke helt om det var ok at gøre?), men jeg synes ikke den lød hul overhovedet. Jeg kan ikke lade være med at tænke på at Store Tjavs hjemmefra ville panikke bare ved tanken om at kravle ind i en sten på den måde. Hr. Fenpeiros siger at der allerede er lidt for mange wyverns i området. Jeg ved ikke rigtig hvorfor der er regler for den slags, men det er der jo åbenbart. Men han sagde også, at hvis jeg kunne sørge for at min wyvern ikke laver ballade eller jager piger, så ville han ikke blande sig. Hans ven Hr. Carnan vil hjælpe mig ved at lære mig noget om hvordan man passer en wyvern. Det jog dog lidt i mig da han sagde at de måtte aflive min wyvern, hvis han ikke overholder deres regler. De 10 dage her i enklavet er gået hurtigt i selvskab med Hr. Carnan. Han er en hyggelig fyr. Han ligner lidt Gervig hjemme fra Athkatla, samme røde næse altid, men man lugter altså meget bedre, slet ikke af alkohol! Han virker heller ikke fuld, så måske er der en anden årsag til at hans næse er så rødlig. Men ligemeget! Carnan tog mig med op til en gammel dværgeruin hvorfra vi kunne spotte de vilde wyverns. Han lærte mig en helt masse omkring dem. Jeg kan godt lide ham, håber jeg kan komme tilbage og bruge noget mere tid sammen med ham igen. Der skete noget mærkeligt en aften mens jeg var der. Jeg tridsede rundt i kanten af lysningen sammen med en af druidelærlingene Hregvir. Jeg var ved at fortælle ham om nogle af de mange kloge til Gamle Vaarma har lært mig hjemmefra da der pludselig kommer en besynderlig lyd inde fra skoven af. Jeg ved ikke om Hregvir overhovedet hørte det, i hvert fald lod han ikke til at reagere på det. Jeg nævnte det ikke for ham, for jeg tror måske han er typen der skræmmes lidt nemt. Det var jo derfor jeg fortalte ham om Gamle Vaarma, hun har altid noget klogt at sige om den slags. En dag på vej hjem fra dværgeruinen fandt Carnan og jeg en såret hippogriff. Jeg har aldrig set sådan en før. Hvor var den flot! Vi forsøgte at hjælpe den, men den var desværre hårdt såret. Det fik mig lidt til at ønske at jeg havde lyttet lidt bedre efter når Hr. Galen en gang i mellem fortalte mig om healing hjemme i Athkatla. Det knuste mig lidt at se den lide, og det var lidt en befrielse da den endelig gik bort, men også virkelig hårdt. Jeg havde det sådan helt dårligt indeni resten og aftenen. Jeg tror Kenia kunne se det på mig, for hun gav mig en særlig lækker drik den aften ved bålet. Den varmede mig sådan helt ind i sjælen, sådan helt magisk! hun satte sig sammen med mig og fortalte mig om naturens kredsløb den aften, Jeg tror jeg faldt i søvn op ad hende. Det var lidt pinligt syntes jeg næste morgen, men Kenia sagde ikke noget om det. En af de sidste dage oppe i ruinerne fandt jeg noget cool. Sådan en spændende mønt af noget specielt metal. Carnan virkede imponeret over at jeg havde spottet den, men pointerede, at vi var her for at kigge op på himlen, ikke ned på jorden. Jeg tror bare han var ærgerlig over at han ikke selv havde spottet den, men det sagde jeg ikke til ham. Ingen grund til at vade i det, som Gamle Vaarma ville sige. På dagen Kenia og jer skulle rejse tilbage skete der pludselig noget spændende. Der kom en masse andre druider til enklaven, jeg tror der må være sket et eller andet stort, for nogle af dem virkede lidt oppe at køre. Og de var tydeligvis vigtige for flere af dem så ældre ud en Gamle Vaarma, og det siger jo ikke så lidt! De skulle holde et særligt møde som andre ikke måtte deltage i. Hvis ikke jeg havde været på vej afsted med Kenia havde jeg nok forsøgt at lytte med i smug. På vejen hjem spurgte jeg Kenia ind til den underlige lyd jeg havde hørt og hun sagde at det måske kunne have været en fe. Hun spurgte om jeg så en, men det gjorde jeg jo ikke! Jeg er vildt ærgerlig over at jeg ikke undersøgte det nærmere, men jeg snakkede jo lige med Hregvir, og man kan ikke nå alting på en gang. Kenia fortalte mig også på vejen at nogle af de andre druider har kontakt til en gruppe kenkuer der lever længere mod øst, i skjul i en lund øst for Grønstad. Jeg blev helt euforisk ved tanken om at besøge dem, men jeg tror først jeg skal sikre mig at jeg kan håndtere ægget når det klækker. Jeg havde ladet Carnan undersøge det og han mente ikke at der nødvendigvis ville gå vildt lang tid før det klækker. Men når jeg kommer tilbage til Lunddal skal jeg have fundet mig et kort så jeg kan se hvor Grønsted er. Jeg tror også snart jeg må besøge druiderne igen. Før vi tog afsted sagde de at jeg var velkommen tilbage. Så jeg håber Kenia vil tage mig med igen, for jeg tror jeg ville gå vild i skoven på egen hånd.

12.09.1396DR Efter den længere rejse fra Athkatla ankom vi (Hr. Arlin, Fr. Katana, Hr. Fang, Hr. Galen og mig) endelig til Lunddal i dag. Hr. Arlin og Fr. Katana tog os med hen til en kro i byen, Iduns Bæger, hvor vi fik lidt til tørsten. De har en udsøgt æblemost her, lærte jeg. Det er nok derfor det er så populært, for stedet var stuvende fuldt. Vi måtte dele vores bord med to herrer: Hr. Cedric og Sir Kay. Jeg sad ved siden af Hr. Cedric. Da jeg gjorde mig venner med ham, fandt jeg, at han passer på Selüne præsternes stav for dem. Jeg vidste ikke, at det var deres på det tidspunkt, men jeg lærte det, da jeg senere gik med Sir Kay ned til Selüne templet for at sende et brev hjem til mor og far. Jeg tror ikke præsterne vidste hvor deres stav var, så det er godt at Cedric passede så godt på den. En drage var lige ved at stjæle den fra ham, men det kommer jeg tilbage til senere. Sir Kay skulle også skrive et brev hjem sin familie, som også kommer fra Athkatla; jeg gad vide, om jeg kender dem hjemmefra? Han er ikke så stor; han er en halfling, ligesom Store Tjavs hjemme fra Athkatla, men han er større end Tjavs, mindst 7 cm højere. Men jeg er lidt bekymret for ham, for han bærer en stor rustning og ser ud til at have det virkelig varmt. Nogle gange sveder han så det damper fra ham. Ligesom når man har løbet rigtig rigtig hurtigt på en kold vintermorgen! Men før vi nåede så langt kom der en ung dreng rendende ind på kroen og sagde at kæmper var ved at spise deres families får. Vi var alle ved vores bord enige om at man ikke bare spiser andres får, i hvert fald ikke når de stadig er levende, så vi løb hurtigt afsted for at hjælpe til. Da vi ankom gemte jeg hurtigt mit fine æg i sikkerhed og hjalp til med at skræmme kæmperne væk med min crossbow. Løbeturen må have været særlig hård for Sir Kay for han dampede sved ud gennem sin rustning, som jeg nævnte tidligere. Jeg snakkede lidt med fårene for at få dem til at komme væk fra kæmperne, men de var ikke så nemme at snakke med. Jeg tror måske ikke får er så kloge. Heldigvis puttede kæmperne bare fårene i en stor pose, de spiste slet ikke nogen af dem mens vi var der, så de var nok ikke så slemme som ham drengen troede. De var heller ikke så modige, i hvert fald stak de af fra Sir Kay, selvom de var mindst hundrede gange højere end ham. De tog nogle får med sig, men de var også kun to, så de var måske lidt ensomme for sig selv. Jeg tror får er godt selskab, selvom de er lidt dumme. De er i hvert fald rigtig bløde at røre ved. Bagefter tog vi tilbage til kroen, men først var det, at jeg tog med Sir Kay ned til Selüne-templet og sendte mit brev hjem til mor og far. Tilbage på kroen var der nogen der nogen der måske havde set en drage i løbet af dagen. Der sker bare alt muligt vildt heroppe i bjergene! Virkelig spændende. Hr. Arlin og Fr. Katana var virkelig opstemte over det med dragen og ville tydeligvis gerne finde den. Jeg så at nogle andre mænd også var interesserede, så jeg fulgte efter dem ud til laden, da de forlod kroen, for at sikre mig at de ikke tyvstartede og fandt dragen før Hr. Arlin; jeg synes han skulle have førsteret for han var den første til at være interesseret. Jeg forsøgte at gøre mig lidt bekendt med dem. En af dem havde nogle fine ting, så jeg bytte med ham. Jeg gav ham nogle af mine rigtig flotte metalkugler; I ved, sådan nogle man kan spille med. Jeg er overbevist om at han bliver rigtig glad for dem. De snakkede lidt en fyr de kendte der heller Malaar, som lød som et lidt krævende venskab. Men det er Store Tjavs jo også; vi kender nok alle den type. Da de ikke havde tænkt sig at lede efter dragen før næste morgen fulgte jeg bare lidt efter deres leder (som jeg vil kalde for Hr. Ar, for dem har han en masse af, og jeg ved ikke, hvad han hedder) for at se hvor han bor, før jeg fandt tilbage til Iduns og fortalte Hr. Arlin om deres møde. Hr. Ar bor åbenbart ikke i byen, for han gik lige ud af byen. Her gik jeg altså ikke med, for det var ved at være lidt sent; en lang dag med masser af nye indtryk. Efter jeg snakkede med Arlin fandt jeg mig lidt plads oppe på kroens loft. Jeg puttede ægget godt, blødt og varmt før jeg også lagde mig. Måske skulle jeg ikke have lagt mig så tidligt, for Sir Kay blevet åbenbart overfaldet mens jeg sov. Det fortalte han mig næste morgen. Først troede jeg bare nogen havde lånt hans ting, men det var et beskidt overfald, slet ikke en pæn måde at låne på! 13.09.1396DR Jeg stod ekstra tidligt op for at vække de andre i dag. Hr. Ar og hans venner ville mødes ved daggry, så vi måtte hellere komme afsted før det. Tænk hvis de havde heste, de kan løbe ret hurtigt sådan nogle. Så vi måtte hellere få os et godt forspring, hvis vi skulle finde dragen først. Vi gik afsted ud af byen og fulgte den retning vi havde hørt dragen efter sigende skulle være fløjet i. På vejen så vi en stor bjørn. Jeg tror det er første gang jeg har set en bjørn, den ser virkelig flot ud og - nøj! - hvor den kan brøle højt! Men det kan Hr. Cedric også fandt jeg ud af, for han brølede om kap med den. Lidt som når gadebanderne hjemmefra mødes og praler med deres bedrifter til hinanden indtil den ene gruppe anerkender den anden som overlegne. Jeg forsøgte at støtte ham i det, som vi gør derhjemme, men jeg tror godt han kunne have klaret sig uden min hjælp. Bjørnen indså at Hr. Cedric var den bedste brøler og trak sig tilbage. Kort efter begyndte vi at høre trommer ind fra skoven og en dyb tåge satte sig omkring os. Snart var befandt vi os i et optog af kobolter, der bar på store fade med guld og sølv mønter. De så rigtig festlige ud, så jeg smed dem lidt mønter så vi også kunne være med i festen og de virkede velkomne så vi fulgte med dem. Flinke som de var tog de os med lige hen til dragen, som manden havde set dagen før. De stod ved foden af et højt tårn i en lysning i skoven. Der var også to elverkvinder i lysningen, men de så lidt ubekvemme ud. Dragon begyndte at sige en helt masse til kobolterne, som jeg ikke forstod noget af. Det virkede ikke til at mine venner forstod noget heller, men elverne så ikke helt lige så forvirrede ud, så jeg kantede mig hen til dem for at snakke lidt med dem. Åbenbart havde dragen taget dem til fange, men den havde altså glemt at binde dem, så jeg tror ikke den var så smart som den så ud. Pludselig begyndte den at snakke så man kunne forstå den, og blev vildt krævende og ville have penge. Den tog også Selüne-templets stav fra Hr. Cedric. Efter dragen havde brølet færdig kravlede den op i tårnet og de fleste kobolter løb ind i skoven, så mødet var nok forbi. Elverkvinderne, der hed Ke'nia Natsang og Laerdia Grønfod spurgte om vi kunne besejre dragen. Den ville åbenbart ikke gå sin vej og det var vist ikke så godt for skoven, at den var her; noget Fr. Ke'nia, der er druide, tydeligvis vidste en helt masse om. Døren til tårnet bandt åbenbart lidt for Hr. Arlin kunne ikke få døren til tårnet op. Det kunne jeg heldigvis hjælpe ham med. Tårnet virkede forladt men jeg tror Hr. Arlin fandt nogle ting han kunne bruge derinde. Derefter gik vi op af trapperne til den næste etage, der viste sig at være i to rum. Dragen var ikke her, så den måtte være højere oppe. I det første rum var der nogle flasker med væsker i sjove farver, som Hr. Arlin åbanbart vidste noget om. I det andet rum var der en kiste med et flot lilla værn omkring og nogle billeder af fisk, snegle og troldmænd. Hr. Cedric er åbenbart en kodeekspert, for han så straks at billederne var en kode og at man kunne brænde det lilla værn væk med en fakkel. I kisten fandt vi et nyt våben til Sir Kay, nu hvor hans ejendele var blevet afhændet ham. Pludselig i et uopmærksom øjeblik blev Hr. Cedric enormt stor, jeg håber ikke det er noget der sker regulært, for det må være ganske ubelejligt. I hvert fald brugte han anledningen til at storme op til den næste etage, hvor dragen var og springe på den. Den var vist helt paf, spyttede med kold luft, så forskrækket var den. Vi andre fulgte efter, men af hensyn til mit æg holdt jeg med under lemmen til overetagen og skød derfra med min crossbow. Det var en hård kamp, men vi klarede dragen og den faldt ud af tårnet. Den gik desværre bort, hvilket jo altid er trist, men den var selv ude om det sådan som den opførte sig. Da vi kom ned igen var kobolterne ved at flygte. De havde taget det meste af guldet, som dragen havde taget fra dem, og var nok på vej hjem. De virkede dog noget opskræmte. Heldigvis var Selüne-templets stav stadig tilbage, så Hr. Cedric kunne tage sig af den igen. Kort efter kom Hr. Ar og hans venner riddende (som jeg havde formodet). De var heldigvis flinkere end de så ud og virkede imponerede over vores bedrift. Jeg snakkede lidt med Fr. Ke'nia efterfølgende. Hun kendte desværre ikke nogen kenkuer heroppe, men hun lovede, at hun ville spørge sine venner om de skulle kende til nogen. Der ud over kunne hun fortælle mig, at mit æg er et wyvern æg og hun virkede noget bekymret da hun så det. En wyvern er vist en slags drage, hvilket lyder lidt farligt, men Hr. Fjorn sagde jeg skulle passe på det, så jeg sagde hun ikke måtte tage det. Hun sprugte, om jeg vidste hvordan man passer en baby wyvern, og det gjorde mig lidt bekymret, for det ved jeg jo ikke, hvilket jeg fortalte hende; for jeg hun virker rigtig sød og jeg kan godt lide hende. Hun sagde, at nogen af hendes venner måske kunne hjælpe mig med at lære, så i morgen skal jeg med hende ud og møde dem. Fr. Ke'nia er ret smart, men hun er også over 50 år gammel! - man kan slet ikke se det på hende. Det bliver man vist ret klog, altså at være så gammel.